Hvem er det palÆstinensiske folk og hvad er PalÆstina?

Spørgsmålet kan synes banalt, og burde også være det. Men overvej et øjeblik hvordan man kan besvare det! Overvej det barn der stiller sin mor eller lærer det spørgsmål; hvordan kan man fortælle dem om Palæstina, om hvad det vil sige at være besat, om Israel? Pludselig bliver man klar over at svaret slet ikke er banalt, men forbandet grundlæggende.

Hvordan ville du takle forholdet til Israel, hvis du var palÆstinensisk skolelÆrer? ….

 


Den absurde Fjende - Når virkeligheden består af gensidige løgne. [ LINK ]

Inspireret af den aktuelle krise i Gazastriben.
Om rømningerne af israelske bosættelser.

Af: Stine Fehmerling
Kronik 2005
Trykt i: [Under udgivelse]

 

Er der liv under konflikten. [ LINK ]

En reportage fra Gaza.
Af: Rikke D. Andersen.
Trykt i: [Unpublished]
2003






Tegninger af børn i alderen 11-16 år. Udstillet i Khan Yunis. November 2002.



Hvordan siger man 'Palæstina' i Palæstina?


Spørgsmålet kan virke forvirrende banalt for en dansker, der er vant til at kunne nævne sit land ved navn og stolt omtale dets nationale historie. Men i Palæstina var virkeligheden anderledes helt frem til nationens anerkendelse i 1994. Indtil da var det forbudt i de palæstinensiske skoler at undervise eleverne om Palæstina; det var direkte forbudt at vise nogen tegn på landets og folkets eksistens og alle de mennesker, der benævnte eller udtrykte sig som palæstinensere, kunne blive straffet for det.

Dertiltrods valgte mange undervisere i de palæstinensiske skoler at trodse forbudet, fordi de vurderede, at undervisning og oplysning om deres nationale identitet var primær for en fælles fremtid.
De argumenterede for at eftersom den palæstinensiske frihedskamp ikke vandt terræn på velorganiseret militær indsats, var deres folks stærkeste våben at manifestere sig som et historisk eksisterende og kulturelt sammenhængende fællesskab.

Den beslutning tvang lærerne ud i videre refleksioner om deres ansvar som medskabere af den kommende generations nationale selvforståelse. – Hvordan skulle de fortælle om, hvad Palæstina er, og tidligere har været?. De måtte her balancere mellem at delagtiggøre eleverne i deres folks uretfærdige lidelseshistorie, med den risiko at videreformidle had og frustreret harme, der i værste fald kunne føre til endnu en generation af formålsløse martyrer. Eller de kunne undervise i overensstemmelse med et ønske om at fremtiden ikke skal blive en gentagelse af historien, og derfor stræbe efter at opfordre eleverne til refleksion og forståelse –selv af en modstander, for at skabe håb og motivation til fremtidig fred.

Lærernes abstrakte overvejelser derom blev dagligt sat på prøve, når eleverne kom strømmende med aktuelle spørgsmål om, hvorfor der nu igen var israelske tanks i gaderne, om det var en god idé at kaste med sten mod dem, om jødernes Gud også belønner for Hellig Krig, og om det nu kunne være rigtigt, hvad de havde hørt deres forældre debatere, om Israel virkeligt ikke altid havde eksisteret, eller om det var rigtigt, at de var besatte.?

Det er værd at overveje, hvad man selv ville svare, hvis man var palæstinensisk lærer, og blev mødt med en barnlig elevs spørgsmål om, hvordan man siger Palæstina!


Ville du referere fortidens uretfærdigheder
eller modificere historien med sigte på en bedre fremtid?


_________________________________________________

Taget fra en undersøgelse af hvorledes de palæstinensiske lærere generer nationalidentitet.
RUC 2003

Henvisning til den palæstinensiske NGO "Teacher creativity Center", Ramallah og deres inspirerende indsats i arbejdet for bedre national undervisning.

www.teachercc.org/